SECTION of DOCUMENT:
8. Internationale forhold
Det øgede europæiske samarbejde og aftalen om verdenshandelen, WTO, har betydet en globalisering af handel og økonomi. Det påvirker det danske samfund - ikke kun på de traditionelle områder som beskæftigelse og økonomi, men også på en række områder som miljø, arbejdsbetingelser, uddannelse, erhvervsstruktur og menneskerettigheder.
Det vil derfor være nødvendigt for FTF at forstærke indsatsen, som udøves gennem medlemskabet af de internationale faglige organisationer og øvrige repræsentationer i forhold til internationaliseringen.
Det internationale samarbejde bliver endnu mere nødvendigt for at forhindre social dumping og krænkelser af grundlæggende menneskerettigheder, der kan opstå som følge af en række nye Central- og Østeuropæiske lande, der kombinerer markedsøkonomi med lave lønninger og dårlige arbejdsbetingelser, og de hastigt ekspanderende økonomier i Sydøstasien, ligesom det fortsat er vigtigt at arbejde for, at dårlige arbejdsbetingelser ikke bliver en konkurrenceparameter i EU.
Centralt i FTF's internationale indsats vil være arbejdet for at påvirke EU's udvikling. Denne udvikling vil have afgørende betydning for Danmarks samfundsstruktur og for FTF-medlemmernes arbejds- og levevilkår.
Udenfor EU vil det fortsat være nødvendigt at arbejde for at hjælpe og styrke faglige kolleger i lande, hvor fagbevægelsen undertrykkes. Det må være et krav, at alle parter i de internationale aftaler forpligter sig til at overholde de grundlæggende faglige rettigheder. I de økonomisk svageste lande vil det fortsat være nødvendigt at bidrage økonomisk til udviklingen af fagbevægelsen. Dette arbejde bør bl.a. ske gennem en fortsat deltagelse i arbejdet i Fagbevægelsens U-Landssekretariat.
En effektiv indsats på det internationale område involverer en indsats ikke blot på det generelle plan, men også på en række specielle fagområder, og omfatter ikke kun FTF, men også de tilsluttede organisationer.
FTF-opgaver
- FTF skal arbejde for en international koordineret politik, større økonomisk bæredygtig vækst og at en forbedret beskæftigelse fortsat vil have en meget høj prioritet.
- FTF skal analysere informationsopgaverne overfor medlemsorganisationerne med henblik på fortsat at kunne give disse mulighed for at få de relevante oplysninger om EU's udvikling.
- FTF skal fortsat arbejde for at følge udviklingen og påvirke beslutningerne i de europæiske integrationsbestræbelser via de relevante kanaler, såvel nationalt som på EU-niveau gennem deltagelse i ministeriernes specialudvalg, rådgivende udvalg under EU samt gennem Det Økonomiske og Sociale Udvalg.
- FTF skal arbejde for overholdelsen af de grundlæggende faglige rettigheder, som omfatter ILO's konventioner om retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger samt forbud mod diskriminering, tvangsarbejde, slaveri og børnearbejde.
- FTF skal arbejde for at forsvare de faglige rettigheder i såvel udviklingslande som udviklede lande, bl.a. gennem stotte til arbejdet i de internationale faglige organisationer.
- FTF skal fortsat arbejde for at hjælpe fagbevægelsen i udviklingslandene. Dette bør ske gennem samarbejdet i U-Landssekretariatet.
- FTF skal fremme arbejdet i den internationale arbejdsorganisation ILO og arbejde for, at organisationens erfaringer indgår i andre faglige sammenhænge.
- FTF skal i forhold til de internationale organisationer stadig lægge hovedvægten på samarbejdet indenfor Europa og Norden via Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS) og den Nordiske Faglige Samarbejdsorganisation (NFS). På verdensplan vil arbejdet i forhold til OECD foregå gennem TUAC (den rådgivende fagfore-ningskomité overfor OECD) og gennem medlemskabet af Frie Faglige Internationale (FFI).
- FTF skal på det internationale område arbejde for at varetage hovedorganisationsinteresser. Det påhviler de tilsluttede organisationer selv at varetage de internationale opgaver indenfor deres særinteresseområde. FTF skal inddrage de tilsluttede organisationer i de sammenhænge, hvor de tilsluttede organisationers særinteresser bliver behandlet i forbindelse med FTF's repræsentationer. Denne deling mellem hovedorganisationsområder og de tilsluttede organisationers områder vil også være vigtig omkring EU-arbejdet, hvor de tilsluttede organisationer må følge udviklingen tæt indenfor deres fagområder.
- FTF skal medvirke til, at der sker en koordinering af indsatsen i forhold til Øst- og Centraleuropa - specielt de baltiske lande. Koordineringen kan ske med de øvrige hovedorganisationer og de enkelte FTF-organisationer i Danmark samt de forskellige samarbejdsorganisationer i Norden og Europa.
© Friedrich Ebert Stiftung
| technical support | net edition
fes-library | July 1999