TITLE/CONTENTS



SECTION of DOCUMENT:




4. Uddannelse

Et højt alment og fagligt uddannelsesniveau er en af de væsentlige forudsætninger for at forandre og forny samfundet. Finansieringen af den almene og erhvervskompetencegivende uddannelse er derfor et samfundsanliggende.

Den samfundsmæssige udvikling - herunder ændringerne i arbejdets indhold og organisation - har betydet væsentlige forandringer i de krav, der stilles til den enkeltes kunnen og viden. Forandringsprocesserne sker med stadig større hastighed. Ny viden spredes med stigende hast - også på tværs af grænser. Hvis udviklingsmulighederne skal anvendes til at styrke velfærdssamfundet er forskning, uddannelse og livslang kompetenceudvikling centrale strategiske områder.

Uddannelse er et nødvendigt led i at fremme den enkeltes forudsætninger for aktivt at deltage på alle væsentlige områder i tilværelsen. Det er derfor en central samfundsmæssig opgave at sikre alle adgang til almen og erhvervskompetencegivende uddannelse. Uddannelse og kompetenceudvikling er en livslang proces. Det er vigtigt at modvirke barrierer for den enkeltes uddannelsesdeltagelse, herunder deltagelse i efter- og videreuddannelse.

Kvalitetssikring af uddannelsesindsatsen er afgørende. Det gælder ikke mindst i et uddannelsessystem, hvor styringen i stigende grad bliver baseret på princippet om markeds- og efterspørgselsstyring. Troen på, at disse principper alene kan sikre udbud og kvalitet er perspektivløs. Økonomi- og styringsprincipper må ikke dominere uddannelsespolitikken. Det er således afgørende, at der arbejdes med at vurdere de længeresigtede uddannelsesbehov og at der fastsættes mål for uddannelsesindsatsen, hvis kvaliteten skal sikres.

Den måde, vi tænker uddannelse på, er under forandring. Nye pædagogiske principper vinder indpas. Ny teknologi giver ændrede muligheder i tid og rum for undervisning. Den læring der finder sted på arbejdspladsen sættes i stigende grad i fokus. Der arbejdes med nye former for samarbejde mellem uddannelsesinstitution og arbejdsplads. Uddannelse tænkes langt bredere end vi har været vant til. Det er således vigtigt at være både kritisk og åben overfor forsøg med nye læringsformer.

Forskning er af central betydning for samfundets produktion, og har afgørende betydning for samfundets udvikling. Den fremtidige forskningsindsats vil være væsentlig for uddannelsernes, professionernes og arbejdslivets udvikling og forandring.

FTF-opgaver


© Friedrich Ebert Stiftung | technical support | net edition fes-library | July 1999

Previous Page TOC Next Page