1. Økonomisk politik
For FTF er genskabelsen af fuld beskæftigelse hovedmålsætningen med den økonomiske politik. Den økonomiske politik skal desuden bidrage til en miljømæssig bæredygtig økonomisk vækst.
Dansk økonomi skal ses i sammenhæng med den økonomiske udvikling i udlandet. Fuld beskæftigelse i Danmark er således afhængig af en koordineret international vækstpolitik. Herunder, at det økonomiske samarbejde i EU fremmer vækst og beskæftigelse.
Den fulde beskæftigelse opnås ikke alene gennem økonomisk vækst. Ledigheden kan kun nedbringes markant, hvis økonomisk vækst går side om side med forbedringer i økonomiens funktionsmåde.
Det opnås ikke gennem deregulering og forringelser i de sociale og arbejdsmarkedsmæssige sikringssystemer, men ved at tilpasningsevnen forbedres gennem kombinationer af efter- og videreuddannelse og jobrotation. Det må herigennem sikres, at de beskæftigede får mulighed for en mere fleksibel vekselvirkning mellem arbejde, uddannelse og fritid.
En væsentlig del af strukturpolitikken er en effektiv erhvervspolitik, der sikrer virksomhedernes langsigtede konkurrenceevne på markeder, der bliver stadig mere globaliserede og vidensbaseret.
Den kvalitative konkurrenceevne sikres ved at styrke de generelle rammebetingelser for alle typer af virksomheder. Rammebetingelserne for virksomhederne bestemmes først og fremmest af arbejdsstyrkens kvalifikationer, virksomhedernes evne til at udnytte tilgængelig forskning og udvikling, adgangen til kapital for alle typer af virksomheder, infrastrukturens kvalitet samt ikke mindst det offentlige serviceniveau.
Den generelle erhvervspolitik skal desuden suppleres med sektor-specifikke erhvervsfremmeprogrammer.
Det danske velfærdssamfund har stor international interesse. Stadig flere lande nærmer sig vores velstandsniveau. Det skaber ønsker om og behov for at opbygge et velfærdssamfund. Danmark er et af de lande, der har gode erfaringer, hvorfor der er gode muligheder for eksport af den danske velfærdsmodel. Det gælder hele den sociale infrastruktur med pasning af børn og ældre, en velfungerende sundhedssektor og en effektiv offentlig administration.
Efterspørgslen efter de serviceydelser, der produceres i den offentlige sektor, vil være stigende i fremtiden, ligesom der vil fremkomme behov for nye og forbedrede offentlige serviceydelser. I takt med at forbedringer i økonomiens funktionsmåde fører til nedbringelse af ledigheden, skabes der råderum for en udbygning af den offentlige sektor samtidig med, at den offentlige gæld nedbringes.
En velfungerende offentlig sektor er en vigtig del af et moderne samfund. Den offentlige sektor skal derfor hele tiden tilpasses til de nye udfordringer, som omgivelserne byder på. Denne tilpasning skal foregå i et samarbejde og samspil med den offentlige sektors ansatte, som netop har det fornødne kendskab og indblik i sektoren via deres daglige virke. En perspektivrig udvikling af den offentlige sektor kan ikke ske som en kortsigtet økonomisk betragtning med henblik på at forbedre budgettet, men skal foregå efter grundige overvejelser om formålet med den offentlige sektors opgaver.
Det er vigtigt, at man i forbindelse med at fremme et øget samspil mellem det offentlige og den private sektor ikke griber til privatisering og udliciteringer, som på længere sigt viser sig at være både kvalitetsmæssig dårlige og økonomisk dyre for samfundet. Der må fokuseres på kvalitetsniveau og kvalitetssikring i den offentlige sektor til gavn for både ansatte og brugere.
FTF-opgaver