Forord
FTF's kongres hvert 3. år fastlægger de overordnede rammer og mål for FTF's arbejde. Det er disse mål og rammer, der fremgår af handlingsprogrammerne i denne publikation.
Der er handlingsprogrammer for følgende områder:
Sagt med få ord er det FTF's opgave at arbejde for de bedst mulige arbejds- og levevilkår for lønmodtagerne på FTF's organisationsområde.
Det indebærer naturligvis en anstændig løn, men også så meget andet. Nemlig et fysisk og psykisk sundt arbejdsmiljø, reel medbestemmelse, gode efter- og videreuddannelsesmuligheder, ligebehandling uanset køn, alder eller etnisk oprindelse, en retfærdig skattepolitik, gode fritidsmuligheder, et socialt sikkerhedsnet både i tilfælde af sygdom eller ledighed, og en ordentlig pension.
FTF's arbejde er mangesidet. Det spænder fra det lange seje træk i internationale samarbejdsorganisationer over direkte lovforberedende arbejde i råd og udvalg til undersøgelser, udredninger og forsøg på at påvirke den offentlige opinion til gavn for FTF's medlemmer.
Den opmærksomme vil lægge mærke til, at FTF ikke har et handlingsprogram for ligestilling. Det betyder ikke, at ligestillingsarbejdet er lavt prioriteret. Tværtimod indgår ligestilling i alle de områder, FTF arbejder med. Hvis ikke der er lige adgang, er kravene til gode arbejds- og levevilkår ikke opfyldt.
Arbejdets organisering er under radikal forandring. FTF arbejder i alle sammenhænge på at sikre lønmodtagerne størst mulig indflydelse på arbejdets organisering. Der kan ikke udarbejdes et egentligt handlingsprogram for, hvordan indflydelsen sikres. Organiseringen af arbejdet skal tænkes med i alt fra uddannelsespolitik over informationsteknologi til arbejdsmiljø.
På det internationale område er det FTF's politik at forsøge at skabe den størst mulige sammenhæng med dansk politik. Det betyder bl.a., at det er de samme sagsbehandlere, der arbejder nationalt og i forhold til EU.
FTF søger at gøre sin indflydelse gældende alle de steder, hvor beslutninger af betydning for FTF-medlemmerne tages. Det afspejles i den stribe af råd og udvalg, FTF har sæde i - nationalt og internationalt.
Første betingelse for gode arbejds- og levevilkår er, at man overhovedet har et arbejde. Og selv om beskæftigelsessituationen bestemt har forbedret sig de senere år, er der fortsat alt for mange, der enten har mistet eller står i fare for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet. Fuld beskæftigelse er således stadig det overordnede krav i FTF's økonomiske og arbejdsmarkedspolitiske arbejde.
Risikoen for at blive udstødt fra arbejdsmarkedet omfatter i dag alle uddannelsesgrupper i både den offentlige og private sektor.
Internationaliseringen og den teknologiske udvikling stiller krav om evne og vilje til konstant omstilling. Hvad der gjaldt i går gælder ikke i dag, det der er topkvalifikationer i dag er der ingen, der efterspørger i morgen.
Livslang læring er ikke bare et slagord. Men det er nødvendigt både for den enkelte og for samfundet som helhed, at de reelle muligheder også er til stede.
Det er de ikke i tilstrækkelig grad i dag, hvor der ikke mindst er økonomiske barrierer for mange FTF-medlemmers deltagelse i efter-og videreuddannelse. Og det er en væsentlig FTF-opgave at arbejde for at fjerne disse barrierer.
Hyr-og-fyr princippet, som mange - både private og offentlige arbejdsgivere - anvender når de udskifter arbejdskraften fra 40 og opefter med yngre med begrundelsen manglende kvalifikationer er ikke acceptabel. Det er arbejdsgivernes ansvar at stille de fornødne ressourcer til rådighed, så medarbejderne har reelle muligheder for at udvikle sig.
Det er lige så uacceptabelt at bruge princippet, når det gælder arbejdsmiljøet. Det burde være indlysende for alle, at arbejdsmiljøet skal være både fysisk og psykisk sundt. Det er det ikke - hverken på de private eller de offentlige arbejdspladser.
Også FTF's medlemmer får fysiske og psykiske skader af at gå på arbejde. Et stigende arbejdstempo og dårligt indeklima giver mange fysiske skader, og tempoet, ledelsesstilen, de modsatrettede krav fra ledelse og klienter, og truslen om udstødning giver psykiske proble-mer, der rammer både i arbejdssituationen og i det private liv.
Det er umuligt at adskille det private og det arbejdsmæssige liv. Derfor stopper FTF's arbejde ikke ved arbejdspladsens udgangsdør. FTF arbejder aktivt på at påvirke en udvikling mod et samfund, hvor der er plads og tid til børnene, hvor et aktivt kulturliv prioriteres, hvor sundhed er en ligeret og hvor alle har lige muligheder.
Anker Christoffersen
Formand